Seks bilister undveg dødsbilist: Formentlig vanvittigt selvmord


Spøgelsesbilisten kørte 140 km/t og den modkørende 115 km/t, da bilerne stødte sammen.


Det var formentlig et vanvittigt selvmord, da en spøgelsesbilist kørte frontalt ind i en modkørende på E45 i Nordjylland. Forinden havde seks andre bilister undveget dødsbilisten.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det er ‘overvejende sandsynligt’, at det var et selvmord, da en 25-årig mandlig bilist natten til søndag 11. oktober kørte den forkerte vej på motorvej E45 og direkte ind i en modkørende bil, så både han selv og den modkørende bilist blev dræbt.

Det konkluderer Nordjyllands Politi, efter de har afsluttet efterforskningen af ulykken, skriver nordjyske.dk.

Inden de to biler bragede sammen med voldsom kraft havde seks andre bilister undveget den modkørende bil.

I de første fem tilfælde skiftede den 25-årige vognbane en enkelt gang, men i det sidste tilfælde var han mere vedholdende.

– En af bilisterne fortæller, at han skiftede vognbane for at undvige spøgelsesbilisten, som skiftede til samme vognbane. Vedkommende kørte derefter ud i nødsporet for at undvige, men også her fulgte han efter. Heldigvis kunne vidnet køre ind på en frakørsel og undgik på den måde at køre sammen med ham, siger han.

Det fortæller politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Bilinspektørernes undersøgelser viser også, at den 25-årige bilist ikke forsøgte at bremse inden sammenstødet med den modkørende bilist.

Politiet konkluderer således, at de finder det overvejende sandsynligt, at den 25-årige begik selvmord, men det vides ikke med sikkerhed.