Arkivfoto
En 27-årig mand fra Korsør er natten til søndag blevet stukket med kniv i brystet i forbindelse med et arrangement i et såkaldt kulturhus på Ribelandevej i Tønder.
– Der har været noget fest dernede. To personer bliver uenige, og så bliver den ene tildelt et stik med kniv i brystet. Han er ikke i livsfare, siger Henrik Sønderskov, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.
Politiet har anholdt den formodede gerningsmand, en 31-årig mand.
Det er endnu uvist, hvad der har ført til uenighederne mellem de to mænd. Politiet har talt med vidner på stedet, men ønsker endnu ikke at slå motivet fast.
De to implicerede er tidligt søndag morgen ikke blevet afhørt.
Den forurettede er blevet indlagt på sygehuset i Aabenraa.
/ritzau/