Politiet på spritkontrol: 1.000 bilister tjekket


Arkivfoto


Politiet gennemfører i perioden den 5. – 8. november en landsdækkende færdselsindsats rettet mod spiritus- og narkotikakørsel i anledning af J-dag, hvor årets julebryg frigives fredag den 6. november kl. 20:59.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Som led i den indsats gennemførte Nordsjællands Politis Færdselsafdeling torsdag aften en større kontrol på Frederikssundsvej mellem Ølstykke og Frederikssund, hvor ca. 1.000 køretøjer blev standset og førerne testet for alkohol.


Et muntert billede som Nordsjællands Politi har delt på Twitter.

Indsatsen resulterede bl.a. i fire sager om spirituskørsel, hvoraf den ene sag vedrørte en kvinde, der kørte med to børn i bilen. To førere kørte bil, selv om de var frakendt førerretten; tre førere havde ikke erhvervet kørekort, og en bil var forsynet med stjålne nummerplader. I alt blev der konstateret 26 overtrædelser af bl.a. færdselsloven, registreringsbekendtgørelsen og straffeloven.

Kontrollen blev gennemført sammen med personale fra SKAT, der beslaglagde en bil og optog en del bødesager om manglende eller forkert beskatning af firmabil.

– Spirituskørsel er uacceptabelt, hvilket der også er en generel forståelse af i samfundet, men vores kontrol viser, at der desværre fortsat er nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. De udsætter både sig selv og andre trafikanter for at blive impliceret i en trafikulykke på grund af spirituskørsel. I aftes nåede vi heldigvis at få bragt spirituskørslen til ophør for fire førere, inden deres kørsel medførte en ulykke, udtaler politikommissær Per Lundbæk fra Nordsjællands Politis Færdselsafdeling.

Ved den tilsvarende målrettede kontrol i anledning af J-dagen i 2014 blev der i Nordsjællands Politikreds afsløret 11 spiritusbilister, hvoraf to var impliceret i færdselsulykker. De målrettede spirituskontroller i anledning af J-dagen fortsætter til og med søndag den 8. november.