Først om 111 år kan kvinder regne med ligeløn


Tallene viser, at forskellen i løn ligger på mellem 4,3 og 7,8 procent. Arkivfoto


Selvom arbejdet er det samme, er det ikke samme beløb, der går ind på en mand og en kvindes konto, når lønnen bliver udbetalt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Berlingske på baggrund af en række fagforeningers statistikker, hvor det skæres ind til benet, hvor stor en del af forskellen mellem kvinder og mænds løn der alene kan forklares med køn.

Tallene viser, at forskellen i løn ligger på mellem 4,3 og 7,8 procent.

Skellet er særligt stort i stillinger, hvor medarbejderen selv forhandler sin løn, hvilket ofte er tilfældet for chefer og højtuddannede. I denne kategori er forskellen på mænd og kvinders løn nærmest den samme år for år.

For jurister og økonomer tyder det på, at gabet mellem mænd og kvinders løn er vokset.

Djøf, Ingeniørforeningen, IDA, Dansk Magisterforening samt Lederne har deltaget i avisens rundspørge.

Afdelingsleder hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Lisbeth Pedersen siger, at der stort set ikke er sket noget på området de seneste 30 år.

– Vi har ikke magtet at gøre noget ved lønforskellen. Den vil ikke se ret meget anderledes ud, hvis ikke der sker nogle markante forandringer. Hvis kurven fortsætter, som den har gjort, har vi i SFI regnet os frem til, at der vil være skabt ligeløn om 111 år, siger Lisbeth Pedersen til Berlingske.

Hos både Djøf og IDA mener man, at forskellen i høj grad skyldes, at individuelle lønforhandlinger fylder mere, og dem griber mænd og kvinder forskelligt an.

Af årsager peger foreningerne på, at kvinderne har mindre fokus på lønnen, og at de er “for pæne” i forhold til mændene.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er overrasket over, at lønforskellen mellem mænd og kvinder endnu ikke er mere udlignet. Samtidig erkender DA, at det er arbejdsgivernes ansvar.

– Det er arbejdsgivernes fulde ansvar at skabe ligeløn, hvis mænd og kvinder er lige kvalificeret og gør det lige godt, siger chefkonsulent i DA Lise Bardenfleth til Berlingske.

/ritzau/