25-årig anholdt for drabsforsøg efter opgør i Valby


Arkivfoto


Betjente fra Københavns Politi har lørdag anholdt en 25-årig mand, der sigtes for at have affyret en pistol mod en 17-årig dreng i Valby.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det var tilsyneladende et slagsmål mellem to grupper, der natten til lørdag udviklede sig til et skyderi, da den 25-årige ifølge politiet trak en pistol og affyrede mindst tre skud.

– Vi har en forurettet, som er 17 år, og vi har en anholdt, siger Youssef Lharraki, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Han fortæller, at skuddene ramte forbi. Ikke desto mindre er den anholdte sigtet for forsøg på manddrab og vil i løbet af lørdagen blive fremstillet i grundlovsforhør.

De indledende uoverensstemmelser mellem mændene begyndte ud for Toftegårds Allé 28, men de involverede fik jagtet hinanden til krydset ved Rughavevej.

– Ved Rughavevej finder vi tre afskudte hylstre og en pistol, sagde den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen tidligt lørdag morgen til Ritzau.

Politiet er endnu ikke klar over, hvor mange personer der var involveret i opgøret.

Det er heller ikke helt klart, om den mistænkte var sammen med andre eller dukkede op alene.

/ritzau/