Herrefrokost gik galt: Blev angrebet af krokodille og mistede hele armen


Arkivfoto


En svensk herreaften, som fandt sted 20. august på Skansenakvariet i Stockholm, endte i noget nær en tragedie for 79-årige Lars Liedegren.

Planen i herreklubben “Travellers Club” var at spise krebs og synge sange, men deltagerne nåede ikke langt med aftenens festlige planer, skriver svenske Aftonbladet torsdag aften.

Da der var gået en time af middagen, og humøret var højt, stillede Lars Liedegren sig op på en trappeafsats foran plexiglasafspærringen til krokodillerne, siger han.

– Jeg er ikke så høj, så jeg stillede mig dér for at komme lidt op. Tanken var, at jeg skulle synge en sang, men jeg var end ikke begyndt, før krokodillen tog fat i min venstre arm. Det var som et kanonskud. Jeg havde ikke en chance for at komme fri, siger han til Aftonbladet.

Krokodillen var hoppet op ad afspærringen og fik fat i Lars Liedegren, som havde haft ryggen til.

– Der blev helt stille, det var kun mig, der skreg, siger Lars Liedegren til den svenske avis.

Situationen udviklede sig ifølge Liedegren til noget, der mindede om et tovtrækkeri mellem middagsselskabet og krokodillen.

Den 79-årige mand havde fornemmelsen af, at krokodillen forsøgte at hive ham over plexiglasafspærringen, mens resten af selskabet forsøgte at armen ud af dens gab.

Det lykkedes til sidst, og efterfølgende måtte en stærkt blødende Liedegren direkte på hospitalet, skriver Aftonbladet.

Her blev han opereret, og dagen efter vågnede han til den triste besked, at det havde været nødvendigt at amputere hans arm.

På Skansenakvariet lyder det, at det er uklart, hvilken krokodille, der angreb det 79-årige herreklubmedlem.

Men akvariet har efterfølgende øget sikkerheden, bedyrer chef Jonas Wahlström over for Aftonbladet.

Lars Liedegren fortæller til den svenske avis, at han efter den skræmmende oplevelse forsøger at få en hverdag op at stå igen.

/ritzau/