60 kreaturer reddet: Lade med bigballer nedbrændt i nat


Søndag aften udbrød der brand i en lade, fyldt op med mange tons bigballer, og slukningsarbejdet forventes at vare frem til engang i løbet af mandag aften.

Der blev søndag aften kl. 23.47 slået alarm til 1-1-2 fra en landejendom på Nøvlingvej ved Nøvling, her var der i første omgang fare for at den voldsomme brand skulle sprede sig til de andre bygninger, herunder en stald med 60 kreaturer og en stor, tom stald.

Det lykkedes dog for brandfolkene at bremse ilden, så det alene var laden med de mange tons halm som gik op i flammer. Brandfolkene fik sikret brandstedet så godt at det ikke blev nødvendigt at evakuere de 60 kreaturer, som derfor kunne forblive i deres trygge stald.

Udover brandkøretøjer fra flere stationer rykkede Beredskabsstyrelsen i Thisted ud til assistance med en slangegruppe og en redskabskran.
Branden forventes ikke slukket før sent mandag aften.