Forældre til trafikdræbt teenagepige får 100.000 kroner


Arkivfoto


Et nordjysk forældrepar, der sidste år mistede deres 17-årige datter i en trafikulykke, får 100.000 kroner i erstatning af bilistens forsikringsselskab.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Vestre Landsret har fredag stadfæstet dommen fra Retten i Aalborg, der altså betyder, at forsikringsselskabet Aros skal betale de 100.000 kroner som kompensation for den følelsesmæssige belastning, forældrene var ude for.

Ulykken skete 11. august 2014 sidst på eftermiddag tæt ved forældrenes gård i Bystrup nær Gedsted.

Den 17-årige pige var gået en tur med familiens hund og gik i højre side af Korsvejen, da en bil ramte hende bagfra, så hun blev slynget langt ind på en mark.

Forældrene var ved at malke, da hunden kom løbende hjem uden snor og halslænke. En nabo kom straks efter og hentede dem.

Faren bar selv sin døde datter op i ambulancen, og forældrene fulgte med ambulancen til kapellet.

Bilisten har erkendt, at han lige inden, han skulle passere pigen, foretog et opkald fra sin håndholdte mobiltelefon. Han blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Forældrene krævede erstatning efter Erstatningslovens paragraf 26 A, der siger, at den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særligt nær.

Der skal desuden lægges vægt på den lidelse, de efterladte er blevet påført, lyder det.

Både byretten i Aalborg og nu Vestre Landsret er enige om, at betingelserne for erstatning er opfyldt. Ud over de 100.000 kroner skal Aros betale sagens omkostninger, der løber op i 35.000 kroner.

/ritzau/