Væltet lastbil med 26 ton kød skaber bilkø i Esbjerg


Arkivfoto

Det vil tage flere timer at tømme en lastbil, som er væltet i en rundkørsel i krydset mellem Jernevej og Tjæreborgvej i Esbjerg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Lastbilen væltede klokken 15.12 fredag eftermiddag og vil med al sandsynlighed blive liggende til ud på aftenen, oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til Ritzau.

- Lastbilen indeholder 26 ton ophængt kød, som skal læsses ud af traileren, før lastbilen kan rejses op igen, siger vagtchefen.

Politiet opfordrer derfor bilister til at finde alternative ruter, så man undgår at holde i kø.

- Der kan komme meget få biler igennem ad gangen, så det skaber til tider noget kø, siger vagtchefen.

Ifølge Ole Aamann væltede lastbilen, da den skulle rundt i rundkørslen, og det tunge læs fik køretøjet til at tippe over.

Ingen personer er kommet til skade ved uheldet.

/ritzau/