Lastbilchauffør mister livet i sammenstød med træ


    En lastbilchauffør er mandag død i en ulykke på Vesterbækvej uden for Sig nær Varde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    – En lastbil er kørt ind i et træ, og træet er væltet ned over lastbilen og har dræbt chaufføren, fortæller politiets vagtchef Søren Strægaard.

    Ulykken er sket nogle kilometer vest for Sig, hvor Vesterbækvej krydser Højvangvej. Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.55.

    Sidst på eftermiddagen mandag har politiet endnu ikke underrettet de pårørende til chaufføren.

    En teknisk ekspert – en såkaldt bilinspektør – er tilkaldt til ulykkesstedet. Bilinspektøren skal forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

    /ritzau/