Sigtet for trafikdrab på betjent: Nu er han løsladt


Den 25-årige mand, der er sigtet for at have kørt en politibetjent ihjel på Langebro i København, er mandag blevet løsladt af en dommer.

Manden har siddet varetægtsfængslet i fire uger, men tekniske undersøgelser har siden vist, at den 25-årige hverken var påvirket af alkohol eller stoffer.

Derudover er politiet nået så langt i sin efterforskning, at der ikke er risiko for, at den sigtede kan påvirke eventuelle vidner.

Blandt andet derfor mener dommeren ikke, at der er grundlag for, at den sigtede skal blive i sin celle.

Manden er mistænkt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for i grov kådhed at have udsat andres liv for fare, da han natten til tirsdag 23. juli kørte galt i en ulykke, som kostede en betjent livet.

Han nægter sig skyldig, men står ved, at han var fører af bilen.

Grundlovsforhøret blev 23. juli afholdt for lukkede døre. Anklagemyndigheden bad mandag om, at retsmødet om fortsat varetægtsfængsling ligeledes blev holdt for lukkede døre.

Men dommeren valgte at lytte til protester fra mandens forsvarer, advokat Anders Schønnemann Olesen, samt fra pressen.

Dermed er det mandag kommet frem, at den sigtede har forklaret, at han kom kørende i en Audi ved Langebro mod et kasino på Amager, da han pludselig fik et blackout.

Det næste, han husker, var, at han sad i den forulykkede Audi med airbaggen slået ud, mens en kvinde og en mand ude foran forsøgte at få kontakt til ham.

Han forlod herefter stedet og blev samlet op af sin bror på kasinoets parkeringsplads.

De kørte herefter mod Rigshospitalet for at behandle den sigtedes skader. Undervejs ringede de til alarmcentralen, som underrettede ham om, at politiet ville vente på ham på hospitalet. Han blev herefter anholdt.

Tekniske undersøgelser har desuden vist, at han kørte mellem 114-126 kilometer i timen på en strækning, hvilket var langt over det tilladte.

Både den sigtede og den dræbte politimand er omfattet af navneforbud.

Anklageren kærede løsladelsen på stedet til Østre Landsret og bad desuden om opsættende virkning. Det betyder, at man kan fortsat skal sidde varetægtsfængslet, indtil landsretten har behandlet spørgsmålet.

Men også det afviste dommeren.

/ritzau/