Arkivfoto
En tur i byen fik natten til lørdag en brat afslutning for en 33-årig nordjyde og en 17-årig asylansøger fra Libyen.
Foran diskoteket Buddy Holly i Frederikshavn knuste teenageren ifølge politiet en whiskyflaske mod den anden mands ansigt.
– Han smadrer flasken i hovedet på den 33-årige, så han får en voldsom flænge i ansigtet. Da politiet kommer, truer den 17-årige min kollega på livet. Han siger, at han vil slå ham ihjel, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
Herefter bliver den forurettede kørt til behandling på sygehuset, mens den påståede gerningsmand bliver anholdt.
Han er sigtet for grov vold og for at true en betjent på livet.
På den baggrund vil en anklager fra Nordjyllands Politi i løbet af lørdagen forsøge at overbevise en dommer om, at den anholdte skal varetægtsfængsles.
Lørdag formiddag ved vagtchef Poul Badsberg ikke, hvad der gik forud for slaget med flasken.
/ritzau/