Far og to børn dør i sammenstød mellem lastbil og personbil

Tre personer er torsdag eftermiddag blevet dræbt i en trafikulykke på Silkeborgvej nord for Brædstrup.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

De dræbte er en 34-årig mand samt hans etårige datter og syvårige søn.

- Det er en lastbil og en personbil, der er stødt frontalt sammen, fortalte vagtchef Jesper Brian Jensen tidligere torsdag.

Den kvindelige lastbilchauffør er efter ulykken chokeret og er kørt til sygehuset for at blive behandlet for overfladiske skrammer.

Ulykken skete på en helt lige vej, og det er torsdag aften uvist, hvilken af bilerne der kom over i den forkerte side af vejen.

- Vi ved det ikke, for vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre føreren af lastbilen, siger Jesper Brian Jensen torsdag aften.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet og har foretaget undersøgelser for om muligt at fastslå, hvordan ulykken kunne ske.

I forbindelse med bilinspektørens undersøgelser og oprydningen efter ulykken var Silkeborgvej i en periode spærret, men den er nu åbnet igen.

De pårørende til de dræbte er blevet underrettet.

/ritzau/