26-årig fængslet i mørkelagt sag om knivstikkeri i Rønne


Arkivfoto


En 26-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten på Bornholm blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et knivstikkeri i Rønne tirsdag aften.

Det skriver Bornholms Tidende og TV2 Bornholm.

Politiet blev tirsdag klokken 18.44 kaldt ud til en lejlighed på Lille Torv i Rønne, hvor en mand var blevet stukket ned med kniv.

Senere på aftenen blev den 26-årige, der selv var kommet til skade, anholdt på sygehuset.

Sagen er omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri fra myndighedernes side.

Politiet har været meget tilbageholdende med oplysninger, og onsdagens grundlovsforhør foregik for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden end ikke må kende den nøjagtige sigtelse mod den 26-årige.

I forbindelse med knivstikkeriet har politiet bevogtet lejligheden på Lille Torv samt Søndergade 8. Her skulle den formodede gerningsmand ifølge TV2 Bornholm have søgt tilflugt efter knivstikkeriet.

Offeret for knivstikkeriet er uden for livsfare.

/ritzau/