Udvisning af bosnisk gymnasieelev er udsat efter knivstik


Arkivfoto


Udvisningen af en 18-årig gymnasieelev og hans familie fra Frederiksværk er tirsdag blevet udskudt.

Det skyldes, at den unge mands far skar sig selv i hånden med en kniv ved lufthavnen i Kastrup, skriver ekstrabladet.dk.

Sagen om Almedin Fejzic og hans familie har optaget mange mennesker.

En underskriftsindsamling på Facebook har samlet adskillige tusinde protester mod, at den 18-årige, der er velintegreret, skal udvises.

Desuden har mange af hans studiekammerater fra Frederiksværk Gymnasium og HF demonstreret forleden foran Christiansborg.

Udrejsen skulle efter planen foregå tirsdag formiddag, men en ambulance blev tilkaldt, rapporterer ekstrabladet.dk.

Faren, der er psykisk syg, havde ifølge politiets oplysninger skåret sig i hånden.

Derefter har myndighederne besluttet at finde en anden udrejsedato, oplyser politiet til ekstrabladet.dk.

Den bosniske familie har søgt om opholdstilladelse af humanitære grunde netop med henvisning til farens sygdom.

Men myndighederne har givet afslag.

/ritzau/