Var det Frederik? Troede ikke på anmelder og afblæste eftersøgning


Arkivfoto


Den nat, hvor 21-årige Frederik Mathias Haar forsvandt, blev redningsfolk og dykkere kaldt til Aalborg Havn, da en kvinde havde hørt råb om hjælp. Politiet afblæste dog eftersøgningen, fordi de ikke troede på anmelderen.

Det skriver BT.

Politiet sendte i første omgang redningsfolk og dykkere til stedet, men dykkerne kom aldrig i vandet. Efter 14 minutter blev aktionen afblæst, fordi politiet ikke mente, at anmelderen kunne have hørt noget.

– Vurderingen var, at fra det sted, hvor anmelder opholdte sig, er det umuligt at høre noget fra havnen. Da politi og redning ankom til stedet på Nørresundbysiden, var der også helt stille og intet at se. Ud fra den vurdering afblæste man redningsaktionen, udtaler politiinspektør fra Nordjyllands Politi, Poul Severinsen til BT.

To dage efter opkaldet blev Frederik efterlyst, og efter endnu fem dage og en omfattende eftersøgning blev Frederiks lig bjærget fra Limfjorden.

Politiinspektøren udtaler videre til BT, at det er umuligt at fastslå om opkaldet den 30. september rent faktisk vedrørte Frederik og fastholder at alt gik efter bogen. Politiet vil dog alligevel evaluere hændelsesforløbet.