To rumænske røvere dømt: 1½ års fængsel og udvisning


De efterlyste personer er maskeret, da de er anholdt.


To rumænske mænd på 19 år er i dag ved retten i Aarhus hver blevet idømt 1½ års fængsel, udvisning og indrejseforbud i 12 år for forsøg på røveri mod en guldsmedeforretning i foråret.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Røveriforsøget fandt sted fredag den 10. april sidst på eftermiddagen, hvor de to mænd, sammen med to andre, indfandt sig i slusen til umager- og guldsmed Knud Pedersens butik, på hjørnet af Sct. Clemens Torv/Sct. Clemens Stræde i Aarhus C. Med to medbragte økser forsøgte de fire mænd at smadre den inderste glasdør til forretningen, hvilket ikke lykkedes. Gerningsmændene, hvoraf én var bevæbnet med en pistolligende genstand, flygtede herefter fra stedet.

LÆS OGSÅ: Røveriforsøg mod guldsmed: Politiet efterlyser to personer
Kort efter røveriet fik politiet anholdt to af gerningsmændene, der altså nu er dømt i sagen.

Tilfredsstillende dom
Anklager ved Østjyllands Politi, Dorthe Lysgaard, er tilfreds med dommen.

– Dommeren har lagt vægt på, at der er tale om et meget voldsomt røveriforsøg, hvor flere personer er involveret, og hvor der bliver brugt våben. Og straffen er helt i tråd med retspraksis, siger hun, og sender også ros til sine politikollegaer.

– Dagens dom er resultatet af et godt stykke politiarbejde, der begyndte med en hurtig anholdelse, og hvor der i løbet af efterforskningen løbende er føjet flere og flere brikker til puslespillet, så der til sidst var nok bevismateriale til at rejse tiltale og få dom, siger Dorthe Lysgaard.

De to mænd modtog dommen. Efterforskningen mod de to medgerningsmænd er stadig i gang.