15-årig likviderer betjent: Det var terror siger premierminister


Et ifølge avisen The Daily Telegraph bekræftet foto af drabsmanden, den 15-årige Farhad Khalil Mohammad Jabar. Foto fra Instagram.


Drabet på en civilklædt politiansat i den australske storby Sydney fredag var muligvis en terrorhandling.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den betegnelse bruger Australiens nye premierminister, Malcolm Turnbull, i al fald om hændelsen, hvor en kun 15-årig dreng skød manden i hovedet og dræbte ham på klos hold.

Teenageren blev selv dræbt i den efterfølgende skudveksling med politibetjente. Han råbte tilsyneladende islamistiske slagord før sin gerning.

– Det ligner et tilfælde af politisk motiveret vold, så på dette tidspunkt er det tilsyneladende en terrorhandling. Det er en forfærdelig forbrydelse, skriver Malcolm Turnbull på Facebook.

– Det var et koldblodigt drab, hvor man bevidst er gået efter politiet i New South Wales (delstat i Australien, red.), tilføjer han.


Den dræbte betjent (til venstre) med sin familie. Foto fra NSW Police.

Premierministeren opfordrer samtidig alle australiere til ikke at ændre adfærd på grund af hændelser som denne og nyde weekenden, hvor to store sportsbegivenheder finder sted i henholdsvis Sydney og Melbourne.

Ifølge politikommissær Andrew Scipione fra New South Wales Police er politiet langt fra at kunne fastslå, hvad der fik drengen til at angribe den politiansatte.

Han er af irakisk-kurdisk oprindelse, men er ikke kendt af politiet for nogen kriminelle forhold, siger Scipione.

Australien har optrappet sin indsats for at forhindre angreb fra ekstremister på egen jord.

Terrorberedskabet er således blandt andet blevet hævet.

Flere gange de seneste par år er australierne blevet forskrækket over terrorlignende hændelser. I december sidste år blev to personer dræbt, da de blev holdt som gidsler af en mand på en café midt i Sydney.

Forinden havde han udtrykt sympati for Islamisk Stat.

Premierminister Turnbull beder dog australierne om ikke at skære alle muslimer over en kam.

– Vi må ikke bebrejde hele det muslimske samfund for handlinger, som i virkeligheden kun begås af en meget lille andel af ekstremister, siger han.

/ritzau/