To mænd blev dræbt i en byge af skud i Herlev


To mænd blev sent tirsdag eftermiddag dræbt i en byge af skud på Sennepshaven i Herlev.

Omkring klokken 17.50 blev Københavns Vestegns Politi alarmeret om, at der blev affyret flere skud i området.

– Da vi kommer frem finder vi først en hårdt såret mand, som kort efter bliver erklæret død. Et stykke derfra finder vi en anden hårdt såret mand, der bliver bragt til sygehuset, fortæller vicepolitiinspektør Søren Rye.

Manden, der blev bragt til sygehuset, døde senere af sine kvæstelser.

Kort før klokken 22 ved politiet ikke, hvem de to dræbte er.

– Vi arbejder stadig på at få dem identificeret, siger Søren Rye.

Han kan ikke sige, hvad der gik forud for skyderiet, eller nøjagtigt hvor mange skud der blev affyret.

– Men der er affyret rigtig mange skud fra både pistoler og automatrifler, siger vicepolitiinspektøren.

Heller ikke motivet til drabene kan han sige noget om.

I forbindelse med skyderiet blev en svensk indregistreret bil ramt af flere skud, men politiet kan ikke sige, om der er en forbindelse mellem bilen og de to dræbte.

– Men den indgår i vores undersøgelser, siger vicepolitiinspektøren.

Efter skyderiet flygtede gerningsmændene i en lys Audi stationcar. Den blev senere fundet efterladt på Skodsborgvej i Nærum.

– Vi vil meget gerne høre fra folk, som enten har set den lyse Audi på vejen fra Sennepshaven til Skodsborgvej eller måske set gerningsmændene skifte bil på Skodsborgvej, siger Søren Rye.

Politiet vil også gerne høre fra folk, som har set noget eller ligefrem har optaget fotos eller video i Sennepshaven umiddelbart før og efter skyderiet.

Kort efter skyderiet tilbageholdt politiet en mand i området, men han er ikke sigtet i sagen.

/ritzau/