11-årig dreng standsede togtrafikken over Øresund


Arkivfoto

Togene mellem Malmø og Københavns Lufthavn i Kastrup holdt fredag stille i omkring en time. Det skyldtes, at en 11-årig dreng opholdt sig i nærheden af togskinnerne på øen Peberholm midt på Øresundsbroen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Svensk politi var til stede, mens dansk politi assisterede med en patruljevogn, oplyser den centrale vagtleder Carsten Reenberg, Københavns Politi.

Ifølge vagtchefen gik en person over Øresundsbroen i retning mod Danmark og blev opdaget på Peberholm, der er en kunstig, ubeboet ø midt i Øresund.

Det viste sig at være en 11-årig dreng, der havde været efterlyst siden fredag eftermiddag, skriver Kvällsposten.

Der er stadig ikke oplysninger om, hvad drengen lavede på Peberholm, som ikke er åben for besøgende.

LÆS OGSÅ: Person på Peberholm standser togtrafikken over Øresund
Peberholm blev anlagt i 1995 for at danne forbindelsen mellem tunnelen og højbroen over Øresund. Øen er fire kilometer lang og 400 meter bred.

DSB oplyste første gang om den afbrudte togdrift klokken 18.19 på sin twitterprofil. Lidt over en time senere, oplyste de til Ritzau, at togdriften var genoptaget.

Den presseansvarlige hos svenske Trafikverket, Thomas Pihl, siger til avisen Kvällsposten, at det er helt rutinemæssigt, at togtrafikken standser, når der er personer på togskinnerne.

Togdriften er fredag aften igen standset på grund af tekniske udfordringer.

/ritzau/