Arkivfoto
Nordsjællands Politi har tirsdag anholdt og sigtet to mænd på 42 og 45 år fra Hillerød for gennem længere tid at have drevet et større skunklaboratorium i den 45-åriges hus i Hillerød.
Det er Nordsjællands Politis sektion for Særlig Operativ Forebyggelse, som har efterforsket oplysninger om, at der skete fremstilling af skunk på adressen, og tirsdag morgen kørte politiet ud til stedet.
Da den 42-årige mand åbnede døren, blev patruljen mødt af en kraftig lugt af hash inde fra huset.
Ved en nærmere undersøgelse af ejendommen, blev der fundet produktionsudstyr, 136 hampplanter, 102 ml hampeolie samt godt 2 kg tørrede topskud.
Den 45-årige mand ankom til huset kort tid efter, og blev her erklæret for anholdt.
Det er politiets vurdering, at de euforiserende stoffer var produceret med henblik på videresalg, hvorfor begge mænd blev sigtet for salg af euforiserende stoffer.
Ingen af dem, er kendt af politiet i forvejen, og de blev begge løsladt efter endt afhøring.