Måling: Muslimer fastholder modstand mod Muhammed-tegningerne


Arkivfoto


Tidens gang har ikke fået danske muslimer til at se med mere milde øjne på Muhammed-tegningerne.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det viser en meningsmåling ifølge Jyllands-Posten.

Onsdag er det ti år siden, at avisen offentliggjorde de 12 tegninger, der udløste en bølge af voldsomme reaktioner over hele verden.

Nu viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget blandt danske muslimer, at 93 procent mener, at det var forkert af avisen at bringe tegningerne. Det er præcist samme andel som ved en tilsvarende måling i 2006.

Samtidig er der en stigende andel af den danske befolkning – 57,6 procent i dag mod 47 procent i 2006 – der synes, at det var rigtigt at publicere Muhammed-tegningerne.

Det får Jens Peter Frølund Thomsen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ekspert i forholdet mellem danskere og indvandrere, til at konkludere, at der eksisterer en kulturel kløft.

Også på det generelle spørgsmål om, hvorvidt ytringsfriheden bør stå højere end hensynet til religiøst funderede regler og traditioner, er der stor forskel mellem de to grupper.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), er ikke overrasket.

– Men det er sørgeligt, virkeligt sørgeligt, fordi en del af integrationen bør jo være, at man tilegner sig de frihedsværdier, vi har, og det er blandt andet ytringsfriheden, siger Pia Kjærsgaard til Jyllands-Posten.

Imam Fatih Alev, Dansk Islamisk Center, medgiver, at der er tale om en kulturforskel. Men det har ikke noget med muslimer og islam at gøre, siger han.

– Man kan kun konkludere, at det er mennesker, som kommer fra en bestemt del af verden, hvor man ser anderledes på disse ting. Der er også kristne fra for eksempel Mellemøsten, som ville reagere meget skarpt, hvis der blev gjort grin med Jesus eller noget andet, som de højagter, siger Fatih Alev til Jyllands-Posten.

/ritzau/