Kraftig brand i tyrkisk kulturhus er slukket

En kraftig brand i et tyrkisk kulturhus i Hedehusene er lørdag aften ved 20-tiden blevet slukket.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne

Det oplyser Torben Wittendorff, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 16.32 lørdag eftermiddag.

- Vi ved ikke, hvad årsagen er. Vi er i gang med nogle undersøgelser, og vi vil fortsætte med undersøgelser og efterforskningen, siger vagtchef Torben Wittendorff.

Han oplyser, at politiet ikke ved, hvornår resultatet af undersøgelserne er klar.

Vagtchefen tilføjer desuden, at det tyder på, at bygningen overlever.

Mens efterforskningen er i gang, vil stedet blive bevogtet, oplyser politiet på Twitter.

Billeder fra stedet viste kraftig røg fra kulturhusets tag.

/ritzau/