Politiet regner med at rykke Brøndby-FCK i november


Arkiv fra September 2014.


Selv om Brøndby og FC København aktuelt står til at mødes søndag 8. november klokken 18.00, så vil kampen efter alt dømme blive rykket til tidligere samme dag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det siger politiinspektør Allan Nyring fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau. Han siger, at evalueringerne af næste søndags opgør mellem de to klubber, der spilles klokken 13 på Brøndby Stadion, vil spille ind.

– Vores udgangspunkt er, at vi vil afvikle de her fodboldkampe med to timers dagslys efter kampen. Vi vil gå ind og se på den her specifikke kamp, for vores udgangspunkt er, at vi arbejder i dagslys, siger Allan Nyring til Ritzau.

Ifølge DBU’s egen klubservice med en oversigt over solnedgangstidspunkter, går solen i hovedstadsområdet ned klokken 16.17 søndag 8. november.

Dermed burde det store fodboldslag være færdigspillet senest klokken 14.17, men det er politiet villig til at gå en smule på kompromis med.

– Vi forventer os ikke på noget tidspunkt, at vi vil spille en kamp tidligere end klokken 13, for det kunne vi ikke drømme om at bede om. Ej heller den næste mellem Brøndby og FC København, selv om det betyder, at vi går en lille smule på kompromis med de her to timer.

– Det er blandt andet på grund af den gode dialog med fansene, vi er villige til at gå på et lille kompromis med det, siger Allan Nyring.

Politiinspektøren fortæller desuden, at næste søndags opgør mellem Brøndby og FC København efter politiets anbefalinger godt kunne være begyndt klokken 15, men det er Divisionsforeningen, der har besluttet at ligge kampstart allerede klokken 13 i det tilfælde.

/ritzau/