Indsamling for Danmarks udsatte kolliderer med flygtninge-tv-show


Foto: Frelsens Hær


Frelsens Hær har i kraft af en ny indsamlingslov for første gang nogensinde fået lov til at lave en husstandsindsamling for udsatte i Danmark, men den ramler nu sammen med den store tv-indsamling for flygtninge søndag aften.

Det oplyser Frelsens Hær i en pressemeddelelse.

– Indsamlingen Giv en hånd til Danmarks udsatte har været planlagt og koordineret med andre organisationers indsamlingsdatoer i månedsvis, men uheldigvis kolliderer den nu med den store tv-indsamling til Syrien, som også finder sted den 20. September, lyder det i pressemeddelelsen.

Oven i dette oplyser Frelsens Hær, at de mangler indsamlere.

Hvis du vil hjælpe som indsamler eller sende et bidrag til indsamlingen kan du læse mere på www.danmarksudsatte.dk

Frelsens Hær skriver, at de dog håber, at københavnerne og folk i resten af Danmark vil tage godt imod begge indsamlinger og støtte begge værdige formål.

Pengene fra Frelsens Hærs indsamling vil gå til deres arbejde, som blandt andet omfatter hjælp og rådgivning til fattige familier, varm mad og overnatning til hjemløse og samvær med ensomme pensionister. Frelsens Hær har også en rådgivning om gæld og juridiske problemer.