Modelfoto
Forældrene til et spædbarn er blevet fængslet for at have mishandlet barnet i en sådan grad, så det mistede livet. Volden mod den lille pige foregik på Herlev Hospital, mener politiet.
Sagen blev behandlet ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup fredag. De sigtede i sagen er en far på 33 år og en mor på 23, har ekstrabladet.dk rapporteret.
Forældrene nægter sig skyldige i at have begået grov vold, men dommeren besluttede at varetægtsfængsle dem begge i fire uger.
Denne kendelse kærede de til Østre Landsret, oplyser anklageren i sagen, Morten Frederiksen fra Københavns Vestegns Politi.
Retsmødet varede i næsten seks timer og sluttede ved 18-tiden fredag, oplyser han til Ritzau. Detaljer kan ikke frigives, idet forældrene blev afhørt bag lukkede døre.
Pigen blev født 4. marts. Ifølge politiets sigtelse skal volden være blevet begået over cirka to uger fra 18. marts til 2. april. Hun døde 25. april, skriver ekstrabladet.dk.
/ritzau/