29 personer er fængslet for hashhandel på Christiania


Arkivfoto


Efter to langvarige grundlovsforhør torsdag og fredag er 29 af i alt 31 personer blevet varetægtsfængslet, sigtet for på forskellig vis at have deltaget i den åbenlyse hashhandel på Christiania.

Like localeyes.dk på Facebook

Tre af dem blev fremstillet uden selv at være til stede, da det endnu ikke er lykkedes politiet at anholde dem, oplyser chefanklager Karin Thostrup til Ritzau.

To andre blev løsladt af dommeren i grundlovsforhøret.

De mange fængslede personer blev anholdt i forbindelse med en politiaktion mod hashhandlen på Christiania tidligt torsdag morgen.

– De er alle sammen sigtet for i et eller andet omfang at have deltaget i den åbenlyse hashhandel på Christiania, sagde lederen af Task Force Pusher Street, Dannie Rise, tidligere fredag til Ritzau.

Han forklarer, at der er tale om meget forskellige sigtelser.

– Nogle har været vagter, nogle har stået og handlet, mens andre har organiseret det på et mere overordnet plan. Samtidig er mængden af hash, de er sigtet for, vidt forskellig, og det samme er de perioder, hvor vi mener, de har været aktive.

Under torsdagens aktion konfiskerede politiet to kilo hash, tre pistoler samt kontanter og andre værdier i form af blandt andet designermøbler, malerier og ure for knap 2,5 millioner kroner.

Politiet har igennem de senere år gang på gang slået ned på den åbenlyse hashhandel i fristaden, men den blomstrer tilsyneladende hurtigt op igen.

Den hidtil største aktion fandt sted 13. marts sidste år. Under kodenavnet “Nordlys” slog politiet til mod salg og leverancer af hash til Pusher Street, og tæt på 100 personer blev anholdt.

Anklagemyndigheden endte med at rejse tiltale mod 85 personer. Det var så mange, at sagerne mod dem blev delt op i syv forskellige sager – seks mod sælgere i boder og én mod leverandører.

I januar, februar og marts i år blev næsten samtlige dømt i Københavns Byret. Omkring 60 af de dømte ankede til Østre Landsret, som i næste uge tager hul på den første af ankesagerne.

/ritzau/