To mister livet ved brand i lejlighed i Lyngby


En mand og en kvinde har lørdag mistet livet i forbindelse med en brand i Lyngby.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik alarmen om branden klokken 11.29.

Branden opstod i en lejlighed i en etageejendom på Skeltoftevej.

– Brandfolkene fik de to personer ud af lejligheden. Den ene blev kørt til Rigshospitalet, men erklæret død, og den anden blev erklæret død på stedet, fortæller vagtchef Christian Kobbernagel.

Brandårsagen kendes ikke.

/ritzau/