Ny måling giver Sverigedemokraterna rekordstor opbakning


Arkivfoto


Sverigedemokraterna opnår i en ny meningsmåling sin hidtil største opbakning blandt de svenske vælgere og er nu klart landets største parti.

LÆS OGSÅ: Opgør i indvandrerkritisk parti: Vil ekskludere Hitler-beundrere

LÆS OGSÅ: Sverigedemokraterna: Svenskerne har fået mere end nok

Mere end hver fjerde vælger ville ifølge målingen stemme på det indvandrerkritiske parti, hvis der var valg i dag.

I målingen fra YouGov, der er offentliggjort i avisen Metro onsdag aften, går Sverigedemokraterna frem med 2,1 procentpoint til 27,3 procent, mens Socialdemokraterna og Moderaterna mister opbakning til henholdsvis 21,8 og 20 procent.

Det er anden måned i træk, at SD er det største parti hos YouGov. Men afstanden til nummer to er øget. I målingen i august var afstanden mellem SD og Socialdemokraterna på under to procentpoint.

I målingen er deltagerne også blevet bedt svare på, hvad de anser for at være de vigtigste politiske spørgsmål i øjeblikket. Flygtninge- og indvandrerpolitik kommer øverst. 53 procent mener, at det er det vigtigste politiske emne.

– Det er et spørgsmål, som er uhørt dominerede nu. Og det er et tema, som styrker SD, siger Sören Holmberg, professor i statskundskab ved universitetet i Göteborg, til avisen.

Målingen er foretaget på internettet og baserer sig på svar fra et såkaldt selvrekrutterende panel. Denne gang har 1515 personer deltaget.

Metoden er omdiskuteret, og der er en tendens til, at Sverigedemokraterna opnår en højere tilslutning i den slags undersøgelser sammenlignet med målinger, der er baseret på telefoninterview.

– Jeg tror, at der findes en skameffekt på telefonen. Undersøgelser har tydeligt vist, at sverigedemokrater i højere grad skammer sig over at tale om deres holdninger end personer, der sympatiserer med andre partier, siger politisk ekspert Stina Morian til Metro.

I den seneste måling fra analyseinstituttet Novus, der baserer sine tal på telefoninterview, er opbakningen til SD 6,5 procentpoint lavere end i målingen fra YouGov.

/ritzau/