Datter får ni års fængsel for drab på sin mor


Arkivfoto


En 16-årig pige og hendes 29-årige ven er mandag eftermiddag blevet idømt henholdsvis 9 og 13 års fængsel for 8. oktober sidste år at have dræbt pigens mor med adskillige knivstik.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Retten i Hjørring kendte i sidste uge de to skyldige i drabet på den 16-åriges mor, den 40-årige Tine Rømer Holtegaard

LÆS OGSÅ: Kæreste: Drabstiltalt datter ønskede sin mor død
LÆS OGSÅ: 15-årig datter sigtet for drab på sin mor i Nordjylland
Moren blev dræbt af adskillige knivstik, mens hun lå og sov i sin seng i hjemmet i Kvissel i Nordjylland.

Et enigt nævningeting begrundede blandt andet afgørelsen af skyldsspørgsmålet med, at den dengang 15-årige pige i et 112-opkald foregav at give moren hjertemassage i soveværelset på første sal.

– Please skynd jer, please skynd jer. Der er blod over det hele. Det er blod ud over det hele, sagde den grædende pige i telefonen. I virkeligheden befandt hun sig i husets atelier i stueetagen.

Ydermere lagde retten vægt på, at de to under tidligere afhøringer og i retten har afgivet skiftende og til tider utroværdige forklaringer.

Manden erkendte inden retssagen at have begået drabet, men under afhøringen af ham i retten nægtede han sig skyldig. Han forklarede, at han kun havde erkendt på grund af frygt for repressalier fra en bande.

Ud over fængselsstraffen til den 29-årige Bakhtiar Mohammed Abdullah har retten også valgt at udvise manden, der er irakisk statsborger, af landet.

Også den 16-årige pige er blevet idømt yderligere sanktioner end selve fængselsstraffen. Retten har nemlig bestemt, at hun skal frakendes retten til at arve sin mor.

/ritzau/