Dommere udviser bandemedlem i sag om afpresning


Arkivfoto


“LTF Loyal To Familia”. Disse ord og et ledsagende telefonnummer afleverede maskerede mænd på flere massageklinikker i København og på Frederiksberg, da de begik afpresning.

Den truende besked og krav om penge blev hurtigt fulgt op. To gange blev der sat ild til massageklinikker, og andre gange blev der kastet sten gennem vinduerne.

Nu har Østre Landsret afsagt dom i sagen, og resultatet er en skærpelse i forhold til den oprindelige afgørelse i Københavns Byret.

I byretten fik den 21-årige Besmir Vila en betinget udvisning. Han er født og opvokset i Danmark. Desuden lagde byretten vægt på, at han ikke har tilknytning til hjemlandet Kosovo.

Men i landsretten er tonen – ligesom i en række andre straffesager inden for den seneste tid – en anden. Dommen lyder på ubetinget udvisning.

Desuden øges straffen både til ham og til to andre af de i alt fire tiltalte. Alle er således idømt fængsel i tre år og seks måneder. De øvrige dømte er Yonatan Araia på 23 år, Mahmoud-Jan Afghani på 22 og Abdulrahman Ibrahim på 24.

Imidlertid har politiet ikke fundet frem til samtlige medvirkende. Afpresningen foregik i forening med flere uidentificerede gerningsmænd.

Det var i april og maj 2017, at de seks massageklinikker blev opsøgt og fik besked om, at der skulle betales beskyttelsespenge inden 24 timer.

/ritzau/