Stram Kurs krydser 12.000 vælgererklæringer


Ifølge Økoomi- og Indenrigsministeriet har det stærkt indvandringskritiske parti Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen nu 12.174 indsamlede vælgererklæringer fra vaelgerearklaering.dk.

Det er mere end en fordobling siden første april, hvor partiet havde registreret 5526 erklæringer.

Tidligere tirsdag oplyste Rasmus Paludan i en pressemeddelelse, at partiet får mellem 800 og 1000 nye vælgererklæringer om dagen.

Alt efter, hvornår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver valg, kan Stram Kurs og Rasmus Paludan nå at blive opstillingsberettiget til det Folketingsvalg, der skal afholdes senest 17. juni.

For at blive opstillingsberettiget skal et parti have mindst 20.109 vælgererklæringer.

Herefter skal Økonomi- og Indenrigsministeriet kontrollere, at der er det nødvendige antal og den nødvendige dokumentation for dem.

– Fristen for at anmelde sig som opstillingsberettiget parti er 15 dage før valgdagen klokken 12, skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet om kriterierne for at blive opstillingsberettiget.

Stram Kurs, med racismedømte Rasmus Paludan i spidsen, ønsker ifølge sin hjemmeside blandt andet at forbyde religionen Islam, udtræde af internationale konventioner om flygtninge, udvise alle ikkevestlige personer, der har fået asyl, og udvise alle ikkevestlige personer, der ikke er statsborgere.

Personer, der har fået statsborgerskab, skal ifølge partiet have det vurderet og i udgangspunktet annulleret.

Op til påske har Rasmus Paludan gennemført flere demonstrationer.

Her har han blandt andet har kastet med og brændt koranen. Det har udløst optøjer på blandt andet Nørrebro, og Paludans demonstrationer er sket under stort politiopbud.

/ritzau/