DF om Rødby-flygtninge: Grænsekontrol skal indføres nu


Arkivfoto


Det kan kun gå for langsomt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil have indført grænsekontrol med det samme i kølvandet på nyheden om, at et antal flygtninge søndag er ankommet til Lolland med færgen fra Tyskland.

– Nu må regeringen træde i karakter. Schengen-samarbejdet er brudt sammen. Med den frie bevægelighed får de migranter, der strømmer ind i Europa i disse uger, uhindret adgang, også til Danmark.

– Derfor skal der indføres grænsekontrol nu. Kald det midlertidigt eller permanent – bare det sker, skriver Thulesen Dahl på Facebook.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er omkring 170 flygtninge ankommet til Rødby, hvor en del er blevet indkvarteret med mad og drikke på Rødby station.

En gruppe er dog stukket af, da “store dele” ifølge politiet ikke ønskede asyl i Danmark.

Ifølge TV2’s journalist på stedet havde de købt billet til Sverige. Men de stak af, da det gik op for dem, at de kunne risikere at blive sendt tilbage.

SF mener ikke, at grænsebomme havde gjort en forskel i den konkrete sag.

– Det nytter ikke noget at plastre grænserne til med rød/hvide bomme. De virker ikke, og menneskesmuglerne finder altid en anden vej. Vi er omgivet af hav.

– Men det giver god mening at styrke det europæiske politisamarbejde og give flere midler til ekstra politimandskab ved de danske grænser. Til mere intelligent grænsekontrol, skriver SF’s Jacob Mark på Facebook.

/ritzau/