Lastbil og personbil i frontal kollision: Bilist måtte klippes ud af knust bil


RINGSTED: En person blev lørdag alvorligt kvæstet ved en kollision på Østre Ringvej mellem en lastbil og en personbil.

Brandfolk måtte klippe den knuste personbil fra hinanden for at få føreren frigjort, og den kvæstede fører er blevet fragtet til Køge Sygehus.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er det formentlig personbilen, som er kommet over i den forkerte vognbane, men det skal nu undersøges nærmere af teknikere og bilinspektør.

Den voldsomme ulykke betød at al trafik ved rundkørslen med Køgevej og ved Balstrupvej var spærret, og afspærringen blev opretholdt indtil redningsmandskabet havde ryddet op og fjernet lastbilen og personbilen fra stedet.

Der var sidst på lørdagen ingen nye oplysninger om den kvæstedes tilstand.