Politi kendte til kvindes aflytning i jagten på Emilie Meng


Arkivfoto


Det var ikke ukendt viden for politiet, at en kvinde i Korsør optog lyd fra sin nabos hjem, da hun mistænkte, at den forsvundne pige Emilie Meng blev holdt fanget derinde.

Flere gange har hun sendt lydfilerne til politiet, som også har lyttet dem igennem. Kvinden blev på intet tidspunkt gjort opmærksom på, at det var ulovligt, forklarer hun selv i Retten i Næstved.

Den 48-årige kvinde fra Korsør er tiltalt for at have boret flere huller i muren til nabohuset og for at tage mursten ud af muren og sætte optageudstyr op for at aflytte og optage samtaler fra huset.

Det var mistænkelige lyde, der i første omgang fik kvinden til at reagere.

– Midt i uge 28 sidder jeg på en trappesats ved garagen og ryger en cigaret, som jeg plejer. Så kan jeg høre lyden af en kvinde, der siger nej, nej, nej og græder, forklarer hun i retten.

Da kvinden blev 100 procent sikker på, at det var lyde fra en person, kontaktede hun politiet. Det var den første anmeldelse i sagen, der skulle vise sig at føre til en lang kontakt mellem de to parter.

Første gang politiet kom og undersøgte nabohuset, fik kvinden at vide, at det var en vaskemaskine, der kørte derinde. Men kvinden fortsatte med at lytte.

16. august 2016 tog hun kontakt til en politikommissær.

– I farten får jeg spurgt, om jeg må optage med min telefon og komme med det, siger hun.

Ifølge kvinden selv fik hun at vide, at det måtte hun, hvis hun kunne komme med noget konkret. Den samtale husker politikommissæren dog ikke selv.

I retten er det kommet frem, at kvinden har mailet med politiet i forløbet, hvor hun skriver, at hun har optaget lyd, og hvordan det er foregået.

I hendes hus har der hele tiden har været en løs mursten i væggen, der peger ind mod naboens hus. Det var der, hun i første omgang lagde en telefon for at optage.

Kvinden forklarer, at hun og politiet ikke er den eneste, der har hørt lydene. Det har hendes samlever også og flere andre personer, der er en del af gruppen “Forsvundne Personer” – blandt andet Emilie Mengs mor.

Flere gange bliver en bestemt optagelse fra 7. oktober nævnt. Her råber de ind i hullet, og spørger “hvad hedder du, din bror og din mor?”.

Kvinden forklarer, hvordan der efterfølgende bliver svaret i overensstemmelse med oplysninger om Emilie Meng.

Den optagelse har to politibetjente også hørt. Den ene hørte ikke svaret “Emilie”, som den anden gjorde. Men ellers har de bekræftet forklaringen ifølge kvindens forsvarer.

Kvindens forklaringer har flere gange ført til, at naboens hjem blev ransaget. Han har tidligere fået 6000 kroner i erstatning for fem uberettigede ransagninger, som politiet foretog i hans hjem. 1200 kroner per gang.

Senere fik han også en forhøjet erstatning på 2400 kroner for den femte og sidste ransagning. Her borede eksperter huller i vægge, gulv og sokkel. De brugte også kameraer og sensorer for at lede efter skjulte rum.

Den 17-årige Emilie Meng blev sidst set en tidlig morgen i juli 2016, da hun efter en bytur i Slagelse sagde farvel til sine veninder på Korsør station. Først et halvt år senere blev hendes lig fundet i en sø nær Borup.

Kvinden nægter sig skyldig.

/ritzau/