Ung kvinde fik hjertestop i detention – nu er hun død


Arkivfoto


En kvinde, som under anbringelse i detentionen hos Nordsjællands Politi fik hjertestop, er afgået ved døden, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Der er tale om en ung kvinde, der er født i 1995.

Nordsjællands Politi underrettede natten til 5. april klokken 00.54 DUP om, at kvinden var blevet genoplivet efter et hjertestop og kørt til hospitalet.

Her blev det konstateret, at hun var “kommet alvorligt til skade”, har DUP tidligere oplyst, men uden at komme nærmere ind på, hvad det dækker over.

Torsdag ved middagstid oplyser DUP, at kvinden er afgået ved døden.

Politiklagemyndigheden har indledt en undersøgelse af sagen. Det skal myndigheden gøre i alle tilfælde, hvor en person dør eller kommer alvorligt tilskade, mens vedkommende er i politiets varetægt.

/ritzau/