Foto fra Twitter.
Morten Olsen var skuffet efter fredagens 0-0-kamp hjemme mod Albanien, men det var ikke på grund af resultatet, at Olsen efter kampen rettede et nyt angreb i den såkaldte drone-sag.
Landstræneren har igen og igen ytret sin utilfredshed med først Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) ageren i sagen og siden med sportsdomstolen CAS, der besluttede at tildele albanerne tre point efter skandalekampen i oktober sidste år.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtKampen dengang mellem Serbien og Albanien blev stoppet, efter at en drone fløj ind på banen med et flag fra Storalbanien, hvilket fik en serbisk spiller til at gribe ud efter den. Urolighederne eskalerede, da banen blev invaderet af tilskuere.
I første omgang blev både Serbien og Albanien efterladt uden point, men siden har albanerne fået tildelt tre point, hvilket sætter både Danmark og Portugal under pres i forhold til at nå EM. Og fredag tissede de albanske spillerede så på Olsens sukkermad.
Flere af dem lagde ifølge Ekstra Bladet et billede op på deres personlige profiler på sociale medier af manden bag dronen – Ballist Morina – i selskab med flere af de albanske spillere på et hotel i Danmark.
– Jeg væmmes ved det sidste billede, jeg så, inden jeg gik ud af mit værelse inden kampen. Og det her havde jeg besluttet at kommentere, uanset om vi vandt, tabte eller spillede uafgjort, siger Olsen og uddyber:
– Billedet af denne drone-mand, der står på hotellet med de albanske spillere og tager et billede. Det har intet med fairplay at gøre. Det passer overhovedet ikke til min moral, at sådan en fyr kommer herop, han har gjort det sværere for både Portugal og os.
– Det har intet med fairplay at gøre. Så er det sagt.
Morten Olsen ytrede endnu engang sin utilfredshed med Uefas ageren i sagen.
– Jeg forstår ikke dommen, det kan måske danne præcedens for mange forskellige ting. Det hører ingen steder hjemme. Det har intet med fairness at gøre.
– Det er usportsligt overfor både os og Portugal, og jeg forstår ikke, at Uefa ikke har gjort noget, siger Olsen.
/ritzau/