En person blev ifølge vidner bevidst kørt ned på en gade i Odense efter et stort slagsmål mellem to grupper.
Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen.
– Vi fik en anmeldelse klokken 19.05 om en stort slagsmål mellem to grupper i Korsløkkehaven i Odense, men da vi kommer derud, er der ingen, siger Ehm Christensen.
– Ti minutter senere får vi så en anmeldelse om, at tre biler er kørt sammen og en person er blevet bevidst påkørt, siger han.
Da politiet kom derud, holdt de tre forulykkede biler på Heltzensgade i Odense.
En fjerde bil, en hvid Mercedes som politiet mener er gerningsbilen, var forsvundet. Det samme var alle de involverede personer, herunder den påkørte person.
Senere fandt politiet den hvide Mercedes på Ørstedsgade med store skader og blodrester.
Fyns Politi er nu i gang med at efterforske sagen og undersøge sporene i Korsløkkehave, Heltzensgade og Ørstedsgade.
Der er ingen anholdte i sagen.
Ifølge vidner skulle de involverede formentlig være af anden etnisk herkomst end dansk. Politiet ved ikke, om det er banderelateret.
Fyns Politi beder borgere, der kunne have set noget, om at kontakte politiet med oplysninger.
/ritzau/