Firlænget gård totalt nedbrændt i Helsinge


Helsinge: En ældre firlænget gård på Nellerødvej i Helsinge står i lys lue. Branden var så voldsom at røgsøjlen kunne se i både Gilleleje og i Hillerød. Nellerødvej er totalt spærret i begge retninger, og det ventes at vare frem til i aften.

Frederiksborg Brand og Redning har sendt køretøjer fra Helsinge, Gilleleje og Hillerød til stedet i et forsøg på at komme flammerne til livs. Der er heldigvis ingen tilskadekomne, men en person er blevet tilset for røgforgiftning, men er meldt uskadt på stedet af Indsatslederen for Nordsjællands Politi.

Branden startede ifølge politiets indsatsleder som en banal skorstensbrand, som har bredt sig nu til alle fire længer – og gården er fuldstændig nedbrændt.

Det Frivillige Beredskab fra Frederikssund er kommet frem til stedet med bla. udstyr til at påfylde luftflasker, og lys såfremt at det skal vise sig nødvendigt.

Fra Beredskab Øst er der mødt mandskab frem med en drone til at vise brandstedet oppe fra, samt vise hvor der fortsat er ildlommer i de sammenstyrtede bygninger. Dette har bla. gjort indsatsen med stigevognens vandkanon meget målrettet.

Et stort antal af tankvogne kører i pendulfart til og fra brandstedet, den massive indsats kan betyde et lavere vandtryk i dele af Helsinge idet der trækkes direkte fra brandhaner på brandstedet som supplement til tankvognene.

Brandslukningen forventes ikke afsluttet før engang sent i aften.