HAPS: 24-årig bilist mistede både bil, penge og narko


NIVÅ: Mandag aften kl. 17.50 blev en 24-årig mandlig bilist standset af en patrulje på Nivåvej, og det endte i adskillige problemer for den unge bilist.

Her viste et narkometer, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, ligesom han heller ikke havde erhvervet kørekort. Den 24-årige blev derfor sigtet for begge dele, ligesom hans bil blev konfiskeret, fordi det ikke var første gang, han kørte uden førerret.

I forbindelse med anholdelsen blev den 24-årige fundet i besiddelse af en mindre mængde narko samt et større beløb i kontanter. Han modtog således også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, og da han skyldte det offentlige penge, blev en del af pengene konfiskeret.