Rædsels-lastbil: 71 mennesker kvalt og mast i kamp om livet – alle tabte


Fra en lignende episode i Østrig den 15. august 2015. I denne bil var der 86 mennesker, som formentlig reddede livet, fordi de med deres bare hænder havde revet lufthuller i lastbilens metaltag. Foto: Handout fra østrigsk politi.


‘Du vil ikke tro på, hvad der er derinde. Det er lutter døde’, lød det fra betjenten, som opdagede lastbilen. Flere af de døde var ilde tilredte og har formentlig kæmpet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er endnu værre end frygtet. De østrigske myndigheder kunne fredag oplyse, at der befandt sig over 70 døde flygtninge i en kølelastbil, som dagen forinden blev fundet på motorvejen ikke langt fra grænsen til Ungarn.

Avisen Kronen Zeitung erfarer, at det nøjagtige antal er 71.

Det drejer sig om kvinder og mænd, og der er formentlig ingen børn blandt de omkomne, skriver avisen.

De østrigske myndigheder oplyste torsdag, at det drejede sig om mellem 20 og 50 døde. Men det var før, politiet og retsmedicinere havde inspiceret lastbilen.

Kølelastbilen har tidligere tilhørt en slovakisk fødevarevirksomhed. Den kørte på ungarske nummerplader, og myndighederne i Østrig siger, at menneskesmuglere står bag.

Formentlig havde de mange mennesker i lastbilen været døde i halvanden døgn. Alt tyder på, at de døde af iltmangel.


Billede fra lastbilen den 15 august, hvor alle 86 slap ud i live,

Avisen Kurier har talt med de to politibetjente, som torsdag fandt lastbilen og var de første til at kigge ind køretøjets lastrum.

Det første, de konstaterede, var, at førerhuset var tomt, og at døren var ulåst. Den ene af betjentene gik bagud for at kigge ind i lastrummet. Efter et kort blik ind sagde han til sin kollega:

– Du vil ikke tro på, hvad der er derinde. Det er lutter døde.

De to betjente kunne konstatere, at de døde så tilredte ud og formentlig havde kæmpet.

– De har vel forsøgt på en eller anden måde at komme ud, forklarer den ene.

Lastbilen blev torsdag kørt til en veterinærstation nær grænsen til Ungarn, og her blev den tømt og undersøgt i løbet af natten af politi og retsmedicinere.

Politiet vil klokken 11 holde pressemøde om den makabre sag.

/ritzau/