Mand anholdt for grov vold: Mishandlede 19-årig i en time


Arkivfoto


Østjyllands Politi kræver torsdag en 35-årig mand varetægtsfængslet for at have begået grov vold mod en bekendt i Glesborg.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Voldsepisoden skulle have været fundet sted natten til tirsdag 25. august.

– Der er tale om kvalificeret vold, hvor forurettede er slået med flere genstande, lyder det fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Ifølge politiet skulle volden have varet i omkring en time.

Politiet har siden voldsanmeldelsen tirsdag efterlyst både den 35-årige og en 23-årig mand, som kender den forurettede i forvejen.

Torsdag meldte den 35-årige sig selv til politiet i Grenaa, og klokken 12 bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Anklagemyndigheden vil bede om at få dørene lukket. Derfor vil politiet ikke oplyse noget nærmere om motiv for overfaldet.

/ritzau/