19-årig sigtet: Sneg sig ind i hus og voldtog 74-årig


Arkivfoto

Politiet har anholdt en 19-årig mand, som mistænkes for at stå bag en voldtægt i Helsingør 8. august.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En 74-årig kvinde blev voldtaget i sit hjem på Gurrevej i Helsingør, og politiet formoder ud fra dna-spor, at den 19-årige er gerningsmanden.

Ifølge efterforskningsleder fra Nordsjællands Politi Henning Svendsen var manden kommet ind gennem en terrassedør, der stod på klem.

- Det er tekniske spor, der har ledt os på sporet af ham. Onsdag aften klokken 18.04 blev han så anholdt i Aalborg af Nordjyllands Politi, forklarer Henning Svendsen.

Den 19-årige og den ældre kvinde kendte ifølge politiet ikke hinanden i forvejen.

Manden skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Helsingør klokken 12.15 torsdag.

Anklager Margit Wegge vil anmode om lukkede døre. Dermed vil offentligheden ikke få kendskab til yderligere detaljer om blandt andet motivet for voldtægten.

/ritzau/