Arkivfoto
Natten til lørdag opstod der en kraftig brand i en ældrebolig i København.
Beboere i lejligheden på Sundbygårdsvej på Amager blev evakueret, og tre personer blev efterfølgende tilset for røgforgiftning.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen.
– Arnestedet er en sofa, men det er endnu for tidligt at sige, hvorfor der gik ild i den. Det må de brandtekniske undersøgelser vise, når de foreligger, siger vagtchefen.
Røgen nåede at sprede sig til et gangareal, inden det lykkedes brandvæsenet at få den tæmmet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 02.13, og inden for 20 minutter var branden i lejligheden på 1. sal slukket. Arbejdet på adressen er formentlig afsluttet omkring klokken 04.15, forventer vagtchefen.
Når brandvæsenet er færdig på stedet, går politiet typisk i gang med en brandundersøgelse.
– Der forsøger vi at klarlægge, hvorfor branden er opstået. Det indebærer tekniske undersøgelser i lejligheden og afhøring af de personer, der måtte have været til stede, siger Jesper Frandsen.
Ingen personer kom alvorligt til skade under branden.
/ritzau/