15-årig truet med kniv til at udlevere sine Kanye West sko


Kanye West sko.


Søndag kl. 14.13 anmeldte en 15-årig dreng fra København S, at en røver kort forinden var flygtet fra Jersie Station efter trusler med en kniv. Politiet kørte hurtigt til Solrød S-station, hvor den 15-årige forklarede, at han efter aftale via sociale medier havde en mødt en ung mand, som ønskede at købe et par sko af mærket Kanye West.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den 15-årige fremviste kvitteringen for køb af skoene, hvorefter køberen trak en kniv og under verbale trusler om at stikke den 15-årige forlangte at få skoene udleveret.

Sælgeren afleverede skoæsken til røveren, der flygtede fra stedet til fods, medens sælgeren og en kammerat, som han havde taget med, kontaktede et yngre par på stationen for at få alarmeret politiet.

Den 15-årige og kammeraten var begge uskadte efter røveriet. De havde inden mødet med køberen fordelt skoene mellem sig, så røveren var sluppet af sted med skotøjsæsken med kun én sko i.

Efterforskning i sagen førte hurtigt politiet til en 16-årig dreng fra Køge, som blev anholdt kl. 15.15 på sin bopæl. Han var i besiddelse af den røvede skotøjsæske med skoen i, som politiet beslaglagde med henblik på genudlevering til rette ejer.

Den 16-årige røver blev under overværelse af de sociale myndigheder og hans værge afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt senere på aftenen efter endt sagsbehandling.