OVERBLIK: Derfor fløj trailer af ulykkestog og dræbte 8


Nogle få stærke mænd ville have kunnet rive den lastbiltrailer løs, som 2. januar dræbte otte togpassagerer på Storebæltsbroen. Det viser rapport fra Havarikommissionen. Læs nærmere om ulykkens årsager her.

* Det forulykkede godstog bestod af et lokomotiv og seks lommevogne. På lommevognene var læsset sættevognstrailere.

* Trailerne skulle have været fastgjort via en tap, som skulle låse sig fast i en såkaldt skammel på togvognene.

* Selve låsemekanismen består af, at et håndtag skubbes ind, så sættevognen ikke kan løftes af.

* Havarikommissionen har afdækket, at låsemekanismen i flere skamler har haft en træghed, hvor påmonterede fjedre ikke har formået at trække håndtaget tilstrækkeligt ind.

* En test foretaget af Havarikommissionen viser, at et træk på cirka 1000 kilo var nok til at løfte en trailer ud af skamlen, når den ikke var låst tilstrækkelig fast.

* Kommissionen foretog testen på seks skamler, og i fem tilfælde kunne vognen trækkes løs.

* Undersøgelser i en vindtunnel har vist, at vindhastigheder på 21,8 meter i sekundet ville være nok til at rive en sættevogn løs, hvis ikke tappen var fastspændt i skamlen.

* På broen blev der målt vindhastigheder op til 21,6 meter i sekundet, men lokalt kan vinden have været kraftigere.

Kilde: Havarikommissionen

/ritzau/