Aarhus har fået 17 ud af 20 fremmedkrigere i exit


Arkivfoto


På tre år kom 20 fremmedkrigere hjem fra væbnet konflikt og tilbage til Østjylland, og det er i den forbindelse lykkedes Aarhus Kommune at integrere størstedelen af dem i samfundet igen.

17 ud af de 20, som kom retur mellem 2013 og 2015 efter at have kæmpet i Syrien eller Irak, har takket ja til at indgå i et exitprogram.

De er alle efterfølgende kommet enten i arbejde eller er under uddannelse. Det skriver Berlingske mandag.

Indsatsen er et samarbejde mellem kommunen og Østjyllands Politi, der blandt andet har inviteret hjemkomne krigere ind til en samtale.

Her er tilbuddet om et individuelt exitprogram, som skal lede dem tilbage i samfundet, blevet lagt på bordet. Det fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Allan Aarslev.

– Det har givet os mulighed for at kigge dem i øjnene og vurdere, hvilken situation de befandt sig i, og hvad vedkommende havde brug for, for at vi kunne sikre os, at de ville få nogenlunde fodfæste i det danske samfund igen, siger han til Berlingske.

Mens alle i programmet er under uddannelse eller i job, har flere også stiftet familie. Ingen er dem er kommet ud på en kriminel løbebane, oplyser politikommissæren.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddelte for nylig, at det ikke er muligt for Danmark at nægte danske fremmedkrigere at komme hjem igen.

De skal fremover stilles for en dommer, som skal vurdere, om personerne skal afsone en straf.

Men selv om de skræddersyede programmer har været gavnlige hidtil, kan man ikke være sikker på at få den samme effekt fremadrettet, hvis de hjemvendte fremmedkrigere skal modtage hjælpen bag tremmer.

Det vurderer Tore Refslund Hamming, der forsker i militant islamisme som ph.d.-kandidat ved European University Institute og som fellow ved Middle East Institute i Washington.

– Folk, der har været ude at kæmpe, bliver sat for en dommer nu. Man snakker om, at man måske kan bruge modellen i fængslerne. Men det vil være på folk, der sidder bag lås og slå, så det bliver en anden effekt.

– Vi skal også huske på, at de, der har været en del af modellen i Aarhus, vendte tidligt hjem. Der er stor forskel på dem og så dem, der har været der i adskillige år. Det er forskellige grader af radikalisering, vi taler om.

Bliver ordningen udrullet i resten af landet og måske en del af fængselsforløb for fremmedkrigere, er det vigtigt, at indsatsen begynder så tidligt som muligt for at øge chancen for succes, mener Tore Refslund Hamming.

/ritzau/