Arkivfoto
En gerningsmand har angrebet en kvinde med kniv ved Indre Mission Ungdom på Vølundsvej i Åbyhøj nær Aarhus.
Det bekræfter Østjyllands Politi tirsdag aften over for Ekstra Bladet, som har været i kontakt med vagtchefen på stationen og indsatslederen på gerningsstedet.
Vagtchefen bekræfter, at der er tale om knivstik.
– Det er rigtigt, at vi har en form for knivstikkeri derude, men mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.
Til Ekstra Bladets mands på stedet bekræfter indsatslederen, at en kvinde er blevet overfaldet, ligesom han bekræfter, at politiet fortsat er på jagt efter gerningsmanden.
Hverken vagtchefen eller indsatslederen vil uddybe yderligere.
Ekstra Bladet har været i kontakt med formanden for Indre Mission Ungdom, men han havde ikke mulighed for at kommentere på nuværende tidspunkt.
Ifølge gruppens hjemmeside var der arrangeret bibelstudie i huset fra klokken 19 til 21.30.
/ritzau/