Denne mand stod bag bomben i Bangkok


Thailandsk politi har offentliggjort billeder af denne mand, som mistænkes for at stå bag bomberne i Bangkok.


En person, som mistænkes for at stå bag mandagens blodige bombeangreb i Thailands hovedstad, Bangkok, er blevet fanget på et overvågningskamera.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Den mistænkte er set på et kamera i det område, hvor bomben eksploderede mandag og dræbte mindst 21 mennesker.

– Jeg har givet ordre til, at kameraerne bliver undersøgt, fordi der er en mistænkt, men det står ikke klart, hvem han er, siger premierminister Prayuth Chan-ocha ifølge Reuters.

Premierministeren tilføjer ifølge AFP, at myndighederne leder efter en person, der menes at tilhøre en “antiregerings-bevægelse med base i det nordøstlige Thailand”.

Området er kendt for at være en højborg for den såkaldte rødskjorte-bevægelse, der står i opposition til militæret.

Der er ingen meldinger om eventuelle anholdelser i sagen.

En dansk journalist, der bor i Bangkok, oplyser, at politiet fortsat afsøger området ved den helligdom, hvor bomben eksploderede. Desuden oplyser medierne, at der er fundet spor i sagen.

– Gaderne har været afspærret siden mandag aften, og afspærringen ventes først at blive ophævet om to-tre timer, siger Flemming Kruhøffer, journalist ved Ritzau Finans, tirsdag formiddag lokal tid.

– Myndighederne oplyser, at de har fundet spor, men hvad det er, er der ingen meldinger om, tilføjer han.


Foto fra Thailandsk politi

Dødstallet er siden mandag steget til 21 personer. Syv af de dræbte er udlændinge. Desuden er over 120 mennesker kommet til skade, oplyser politiet tirsdag.

På mange af de tv-kanaler i Thailand, som sender døgnet rundt, dominerer eksplosionen nyhedsstrømmen, fortæller Flemming Kruhøffer. Men ellers lader millionbyen til at have taget hul på endnu en dag uanfægtet af angrebet.

– Her er den samme travlhed som altid. Gaderne neden for det højhus, hvor jeg bor, er som altid på det her tidspunkt (klokken 10, red.) fyldt med køretøjer. Både premierministeren og kongen har opfordret folk til at leve videre som de plejer, men selvfølgelig være opmærksomme, hvis de ser noget mistænkeligt, siger Ritzau-journalisten.

Motivet til bombeangrebet er fortsat ukendt, og myndighederne er varsomme med at komme med eventuel forhastede konklusioner.

/ritzau/