En indbrudstyv med trang til ispinde fældet af fire år gammelt DNA-spor


Arkivfoto


Det er aldrig for sent at opklare en forbrydelse. Det kan efterforskerne i lokalpoliti Aarhus konstatere, efter de i sommer fik opklaret et fire år gammelt indbrud på baggrund af et DNA-hit.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Indbruddet blev begået på Ellebrinken i Lystrup i juli 2011. I forbindelse med politiets undersøgelser på stedet, fandt man tre ispinde, som gerningsmanden havde efterladt, efter han angiveligt havde taget for sig af ispindene i husejernes fryser. En af pindene blev sendt til undersøgelse for muligt DNA, og der blev også fundet DNA, men det matchede ikke nogen personer i politiets registre, og sagen blev lagt i bero.

Tyveri fra cykel
2. juni i år fik Østjyllands Politi så en anmeldelse om, at en mand var ved at stjæle forhjulet på en mountainbike ved Storcenter Nord i Aarhus. En patrulje blev sendt til stedet, og den 39-årige gerningsmand, der blev tilbageholdt af anmelderen, blev anholdt og taget med ind på politigården, hvor der blandt andet blev taget foto, fingeraftryk og DNA af ham.

Han blev sigtet for tyveri og herefter løsladt, for få dage senere at modtage en bøde på 1500 kroner for tyveriforholdet.

Men det var ikke det sidste, han hørte til politiet.

Fældet af DNA
To uger senere modtog Østjyllands Politi besked om, at der var fundet et DNA-hit, der havde relation til et fire år gammelt indbrud i Lystrup.

Det viste sig nemlig, at det DNA, der blev fundet på ispinden i forbindelse med indbruddet, passede præcist på den 39-årige mand, der fik taget DNA i forbindelse med sin anholdelse den 2. juni.

Den 39-årige mand er nu sigtet for indbruddet i Lystrup.